Forleden hørte jeg om to unge, intelligente mennesker, som i snak med en vordende faktabogs-forfatter undrede sig over, at hendes redaktør på forlaget havde rettet og sågar givet forslag til forbedringer af den tekst, hun havde afleveret. 'Det må være fordi du skrive en faktabog', sagde de. En fiktionsforfatters tekst retter man jo ikke i. Jo, svarede min faktabog-veninde. Ej, det kan ikke passe: Altså tag nu Jørgen Leth. Hans tekster bliver der ikke rørt ved!, sagde de to unge. Men faktisk kunne redaktøren på forlaget fortælle min faktabogs-veninde, at Jørgen Leths tekster er en af den slags tekster, der har brug for særlig kyndig redaktion. Leth bliver hjulpet og strammet op af en dedikeret redaktør. Ej, sagde de to unge. Men hvad så med poesi... Poesi kan man da ikke rette i!
De unges holdning er symptomatisk på et træk, vi alle deler: Tendensen til kun at hylde et kreativt produkt, hvis alt bag det er 100% beåndet. Hverdagen bag det kreative arbejde, at der fx kan sidde en redaktør og hjælpe med at forbedre de indledende tekster, den vil vi ikke kende til.
Det er en form for inspirations-snobbethed: Kun hvis 100% af værket og dets frembringelse er perfekt, kan vi respektere det - og lade os inspirere af det. Sæt nu, hvis Jørgen Leth faktisk staver som en brækket arm. Og Tina Dickow synger pivfalsk og skal pitches op og ned i studiet. The horror!
Men sker der noget ved, at vi luller os selv ind i denne it's got to be perfect-tro? Meget. Og det meste er skadeligt. Ihvertfald hvis man selv har ønsker om at være kreativ.
For løfter man alle de kreative frembringelser derude på markedet op på en piedestal i troen på, at de er skabt i et beåndet vakuum, sætter man en alvorlig bremse op for sig selv: Så kan man selv kun være kreativ i de tilfælde, at man er guddommeligt beåndet.
Og det er man altså ret sjældent. Og slet ikke ret lang tid af gangen.
Der er en hverdag bag at arbejde kreativt. Og i den hverdag findes der redaktører. Uden hvilke de kreative værker, vi alle nyder og hylder ikke ville eksistere.
Så respektér lige den hverdag. Uden den, ingen Jørgen Leth.
Opslag
3 kommentarer:
Vel talt, Lars!
Et tema, som er evigt aktuelt indenfor mit fag, arkitekturen.
Den romantiske idé om det beåndede kunstner-geni er en decideret blokering for mange arkitektstuderende, når de holder sig tilbage fra at 'stjæle' de gode idéer fra hinanden eller fra fagets mestre.
Men arkitektur er for det første aldrig (ok, sjældent så) een enkelt g(eni)al mands værk, og for det andet rammer alle mulige utilsigtede tilfældigheder altid (jo, altid) sådan en (delvist) kunstnerisk proces.
Min erfaring er, at den kunstneriske proces først og fremmest drejer sig om at være åben og gribe (ikke guddommelig inspiration men) muligheder og kvaliteter ved det skrammel, man falder over i sin søgen efter den sublime kunst.
Eller hvad?
Kunne ikke være mere enig! Åbenhed. Eller ligefrem en naiv tilgang. Det virker for mig, i hvert fald (-:
Denne diskution har jeg også siddet i mange gange med andre Kaospiloter. Vi er jo en gruppe som ofte bliver opfattet som meget kreative mennesker.
Faktum er barer, at en for snæver forståelse af hvad kreativitet er, fremmedgør en del mennesker overfor begrebet, og det resulterer i at de ikke tror på at de kan være kreative. Og det er synd og skam, for det begrænser kun dem selv!
Send en kommentar