One day you'll understand that it's harder to be kind than clever."

– Jeff Bezos, CEO og stifter, Amazon.com, i sin tale til studerende på Princeton University, marts 2010.

Læs mere her.

[Via Russell Davies]

Indforståethed er kun sjovt for dem, som er indforståede

Nudge nudge, blink blink, og hvis du ved hvad jeg mener. Personligt har jeg altid haft et anstrengt forhold til den ironi, som min generation har været storforbruger af. Den bringer dem, som allerede er med tættere på hinanden, mens udenforstående smides mere ud i kulden. Og det kan jeg ikke ha'. Jeg har en stærk trang til at alle skal være med.

[Personlig note: Jeg er notorisk dårlig til den hurtige kommentar, til at være vittig. Jeg overfortæller. Hvorfor? Måske fordi jeg vil have, at ALLE skal være med.]

Jeg har mest blik for det ekskluderende element af ironi og indforståethed. Men selvfølgelig rummer en ironisk eller indforstået kodning også en masse godt. Det er en måde at definere sig selv og den gruppe, man tilhører. At få sin egen samtaleform. Og så er det sjovt.

Her er en ret skarp beskrivelse:

Imagine a spectrum lying across the ways we communicate. One end represents being flippant, funny, referential, snarky, and concise—zingers and one-liners and sarcasm. The other end represents being earnest, thorough, measured, charitable, and serious. The difference between these things isn’t just formality, or good faith versus snideness; it’s the assumptions you’re making of the people you’re talking to. Flippancy works best for people who already agree with you in principle. Jokes and references have to be gotten; irony and sarcasm need to be picked up. They’re fun when they’re for you. The earnest, thorough stuff, on the other hand, has to waste its fun doing the boring work of reaching out to all possible listeners—explaining where it’s coming from, inserting caveats, acknowledging exceptions and counter-arguments, etc. It builds a case; flippancy gets to just dance entertainingly on a case. One is the way you talk to people who get you, the other is the way you explain yourself to people who don’t.

a grammer

Jeg mener stadig vi har et fundamentalt problem ved at cirkle omkring den form for kommunikation, vi selv får mest sjov og glæde ud af. For jeg mener stadig vi har et ansvar for at alle føler sig inkluderede. Især her i Danmark, hvor indforståetheden i mange år er noget, vi har kunnet tage for givet. Vi er alle ens. Vi er samme stamme.

Men det er ikke uden udfordringer. Det er derfor, danskere i internationale virksomheder taler dansk med hinanden, også selv om der sidder en udenlandsk kollega med til bords. Det er derfor, vi har det så svært med humor, når vi taler på tværs af kulturer og sprog. For så ryger de kulturelt definerede (læs: indforståede) referencer.

Men hvad mener du? Og er du fortrinsvis ekskluderende eller inkluderende, når du kommunikerer med andre? Og hvad siger det om dig? Hvis du ved, hvad jeg mener...

Er du nysgerrig?

Dale Carnegie har sagt, at man kan få flere venner på to måneder ved at interessere sig for dem, end man kan på to år, hvis man forsøger at få dem til at interessere sig for én selv.

Man skal bare have været på et længere udenlandsophold for at have mærket det på egen krop.

Rejser man til et fremmed land – og ikke bare på ferie, men for at bosætte sig i en længere periode – så oplever man, hvor grænseløst ensom, man er til at starte med, og hvor energisk, man kan være i forsøget på at lære andre mennesker at kende. Man kan faktisk blive helt høj af, hvor hurtigt man kan skabe virkelig meningsfyldte og givende venskaber med folk, som man ikke anede eksisterede blot et par måneder tidligere. Det er afsindigt energigivende. Og noget af et wake-up call.

At være fremmed tvinger én ind i den opsøgende rolle. Vores problem i Danmark er måske, at vi for sjældent er den fremmede. Vi er alt for ofte på hjemmebane. Selv om vi bor i Aalborg og rejser en tur til Næstved, er vi ikke mere på udebane end at vi stadig kender det hele ret godt. Vejskiltene er ens. Navnene ligeså. Det hele er faktisk meget som i Aalborg, bortset fra at det er nogle andre ansigter. Vi er ikke tilstrækkeligt på fremmed mark. Og derfor er vi ikke tvunget til for alvor at kaste os ud i det opsøgende arbejde.

Det er ét problem. Et andet optræder mest blandt den del af befolkningen, som opfatter sig som opsøgende, nysgerrig og udadvendt. Problemet melder sig, når den slags rejser til udlandet. Her er man også blottet for nysgerrighed. Den lokale kultur, de lokale indbyggere og den lokale mad, åh jo, den er man ekstremt nysgerrig på. Men nysgerrigheden forsvinder som dug for en sydlandsk sol, når man hører andre mennesker i den lille sydlandske landsbygade, som også taler dansk. ’Danskere’ hvisker man og drejer instinktivt væk. For i snak med disse landsfæller oplever man intet nyt. De er jo bare som os selv.

Hvorfor sker det her? Hvorfor er vi hverken nysgerrige når vi er herhjemme eller når vi møder hinanden.

Jeg tror bedst jeg kan forklare det ved at pege på den enorme forskel i måden, amerikanere og danskere forholder sig til deres egne landsmænd. Amerikanere er vildt nysgerrige på hinanden. De spørger og fortæller og udveksler erfaringer. Og hvorfor? Fordi Nordamerika i langt overvejende grad er befolket af tilflyttere. Kontinentet er født med en pionérkultur, hvor man rejste ud og ikke kendte nogen, og derfor havde brug for at være opsøgende, åben og udadvendt.

I Danmark, derimod, er vi præget af de dybe historiske rødder, det giver at bo og leve i verdens ældste eksisterende monarki. Hvor vi er ens og hvor vi (langt hen ad vejen) derfor tror, at vi kender hinanden allerede. At vi er så ens, at vi ikke rummer overraskelser.

Sagen er bare, at det gør vi. Min morfar talte altid om, at det ikke var nødvendigt at rejse lange rejser til Thailand og Trinidad for at finde spændende ting at se på. Man kunne folde nysgerrigheden ud på en tur til Thisted. Når han kørte på ture igennem landet, kørte han altid ad landeveje i stedet for motorveje, fordi dér er der så meget mere spændende at se på. Dér bugter vejen sig og byder på eventyr.

Det lyder jo rigtig morfar-agtigt at sige den slags. Men han havde jo ret. Vi er blevet forvænte med at skulle højere, længere og vildere ud for at få mættet vores nysgerrighed. Når eventyret og overraskelserne i virkeligheden ligger lige foran os. Og i personen overfor os i bus nummer 183.

Hvis bare vi altså er nysgerrige nok.

Der er eventyr og overraskelser overalt. Tag nu bare de to pensionister en gråvejrsdag på en torsdag i Tisvilde. Poul og Jytte. De er ude at flyve med drage. Pensionister, der er ude at lege. Det er danskere, der lever eventyret.

Sådan nogle bliver man da lidt nysgerrig på.

Er der ting i din hverdag, eller lige foran dig, som du glemmer at være nysgerrig overfor?

Fucking Flink

Jeg fifler i øjeblikket på et projekt, som har ligget mig på sinde en del år. Projektet kommer til at favne flere ting. Sikkert også en trilogi, noget brugerdrevet innovation, og en iPhone applikation for god ordens skyld. 

Men men men. Projektet vil også byde på noget så old school som en bog.

Fucking Flink hedder projektet, og jeg kommer til at skrive mere om det fremover. Men hvad går det så ud på? 

År efter år er danskerne blevet kåret som verdensmestre i lykke. Men hvorfor er verdens mest lykkelige folk ikke også det med mest overskud? Jeg vil forsøge at forklare, hvorfor vi danskere vælger at være mugne. Men som den inkarnerede how to-mand, jeg er, vil jeg ikke nøjes med at debattere. Jeg vil give tips og teknikker til, hvordan vi kan vende bøtten og blive flinkere.

Bogen ligger hos Gyldendal, og da min redaktør i vores første møde udfrittede mig, hvad det var for en slags bog, sagde jeg kækt, at det er en Emma Gad 2.0. Eller Emma Gad for den kreative klasse, om man vil. 

Javel, ja.

Jeg har et voldsomt naivt og blåøjet mål med projektet, som med sikkerhed vil få mig buh'et ud af de mest toneangivende sarkastikere: At gøre danskerne til verdens flinkeste folk. 

Vi har brug for det. For vidste du, at det ikke kun er den kolde danske vinter, der får os til at gå rundt og fryse? Måske skyldes det også, at vi kollektivt går rundt og giver hinanden den kolde skulder. For se bare her, hvordan forskere har påvist, at det sænker vores kropstemperatur, når vi får en kold skulder...