torsdag den 18. juni 2009

Dårlige ideer


Som barn undrede det mig, hvorfor vi ikke havde pedaler i byens busser, så passagerer kunne hjælpe med at drive bussen fremad. Det var faktisk en helt reel indsigt: Folk har brug for motion. Og bussers motorer forurener.

Hvorfor ikke løse to problemer med ét smæk?

Den slags naivt-logiske løsninger skal man ikke kimse af. Et team marketingstuderende fra Stockholm har netop vundet adskillige internationale priser for en idé om at indrette en fitnesskædes centre med strømgenererende fitnessmaskiner, så medlemmernes fysiske aktiviteter på løbebånd og romaskiner genererer energi, der kanaliseres tilbage og driver fitnesscenterets strømbehov.

Skøn idé. Selv om problemet løses endnu mere radikalt med pedaler i busserne... 

Og kan du li' den her slags ideer, er opfinderen, forfatteren, vittighedstegneren og byplanlæggeren Steven M. Johnsons naivt-logiske ”opfindelser” værd at se nærmere på. De virker klodsede og smådumme. Eller måske bare ironiske. Men årtier efter at Johnson satte blyanten til papiret, må vi tage os selv i at lede efter løsninger, som i deres grundidé minder forbløffende meget om de tanker, Johnson har haft med sine tegninger.

Jeg elsker den slags visionær naivisme. De fleste business-mindede personer hader den.

Hvad går du rundt med af tanker eller idéer, som du afskriver fordi de er for langt ude?

Kast et ekstra blik på dine dårlige idéer. Og giver du dem en chance, kan de blive trædestenene til dine allerbedste idéer.

Ingen kommentarer: