One day you'll understand that it's harder to be kind than clever."

– Jeff Bezos, CEO og stifter, Amazon.com, i sin tale til studerende på Princeton University, marts 2010.

Læs mere her.

[Via Russell Davies]

En verden uden fly

Den islandske askesky lammer al lufttrafik i Nordeuropa. Himlen er stille. Ingen hvide spor efter fly. Det har fået den engelske filosof Alain de Botton til at beskrive en verden uden fly:

"In a future world without aeroplanes, children would gather at the feet of old men, and hear extraordinary tales of a mythic time when vast and complicated machines the size of several houses used to take to the skies and fly high over the Himalayas and the Tasman Sea. The wise elders would explain that inside the aircraft, passengers, who had only paid the price of a few books for the privilege, would impatiently and ungratefully shut their window blinds to the views, would sit in silence next to strangers while watching films about love and friendship — and would complain that the food in miniature plastic beakers before them was not quite as tasty as the sort they could prepare in their own kitchens."

Fantastiske tanker. Læs mere her.

[via bobulate]

Og nu har PSFK også leget med på legen.

En omvendt H.C. Andersen

Vi danskere hylder vores egne. Og når en af vores egne får succes internationalt, er vi slet ikke til at slå ned. Så er det meget sundt at få påpeget noget om vores nationale sind, som jeg synes Stephen Fry gør her i sin pointe om H.C. Andersen:

"I have always thought Hans Christian Andersen should have written a companion piece to the Emperor’s New Clothes, in which everyone points at the Emperor shouting, in a Nelson from the Simpson’s voice, “Ha ha! He’s naked.” And then a lone child pipes up, ‘No. He’s actually wearing a really fine suit of clothes.” And they all clap hands to their foreheads as they realise they have been duped into something worse than the confidence trick, they have fallen for what E. M. Forster called the lack of confidence trick. How much easier it is to distrust, to doubt, to fold the arms and say “Not impressed”."

iPad About - Stephen Fry

Er du nysgerrig?

Dale Carnegie har sagt, at man kan få flere venner på to måneder ved at interessere sig for dem, end man kan på to år, hvis man forsøger at få dem til at interessere sig for én selv.

Man skal bare have været på et længere udenlandsophold for at have mærket det på egen krop.

Rejser man til et fremmed land – og ikke bare på ferie, men for at bosætte sig i en længere periode – så oplever man, hvor grænseløst ensom, man er til at starte med, og hvor energisk, man kan være i forsøget på at lære andre mennesker at kende. Man kan faktisk blive helt høj af, hvor hurtigt man kan skabe virkelig meningsfyldte og givende venskaber med folk, som man ikke anede eksisterede blot et par måneder tidligere. Det er afsindigt energigivende. Og noget af et wake-up call.

At være fremmed tvinger én ind i den opsøgende rolle. Vores problem i Danmark er måske, at vi for sjældent er den fremmede. Vi er alt for ofte på hjemmebane. Selv om vi bor i Aalborg og rejser en tur til Næstved, er vi ikke mere på udebane end at vi stadig kender det hele ret godt. Vejskiltene er ens. Navnene ligeså. Det hele er faktisk meget som i Aalborg, bortset fra at det er nogle andre ansigter. Vi er ikke tilstrækkeligt på fremmed mark. Og derfor er vi ikke tvunget til for alvor at kaste os ud i det opsøgende arbejde.

Det er ét problem. Et andet optræder mest blandt den del af befolkningen, som opfatter sig som opsøgende, nysgerrig og udadvendt. Problemet melder sig, når den slags rejser til udlandet. Her er man også blottet for nysgerrighed. Den lokale kultur, de lokale indbyggere og den lokale mad, åh jo, den er man ekstremt nysgerrig på. Men nysgerrigheden forsvinder som dug for en sydlandsk sol, når man hører andre mennesker i den lille sydlandske landsbygade, som også taler dansk. ’Danskere’ hvisker man og drejer instinktivt væk. For i snak med disse landsfæller oplever man intet nyt. De er jo bare som os selv.

Hvorfor sker det her? Hvorfor er vi hverken nysgerrige når vi er herhjemme eller når vi møder hinanden.

Jeg tror bedst jeg kan forklare det ved at pege på den enorme forskel i måden, amerikanere og danskere forholder sig til deres egne landsmænd. Amerikanere er vildt nysgerrige på hinanden. De spørger og fortæller og udveksler erfaringer. Og hvorfor? Fordi Nordamerika i langt overvejende grad er befolket af tilflyttere. Kontinentet er født med en pionérkultur, hvor man rejste ud og ikke kendte nogen, og derfor havde brug for at være opsøgende, åben og udadvendt.

I Danmark, derimod, er vi præget af de dybe historiske rødder, det giver at bo og leve i verdens ældste eksisterende monarki. Hvor vi er ens og hvor vi (langt hen ad vejen) derfor tror, at vi kender hinanden allerede. At vi er så ens, at vi ikke rummer overraskelser.

Sagen er bare, at det gør vi. Min morfar talte altid om, at det ikke var nødvendigt at rejse lange rejser til Thailand og Trinidad for at finde spændende ting at se på. Man kunne folde nysgerrigheden ud på en tur til Thisted. Når han kørte på ture igennem landet, kørte han altid ad landeveje i stedet for motorveje, fordi dér er der så meget mere spændende at se på. Dér bugter vejen sig og byder på eventyr.

Det lyder jo rigtig morfar-agtigt at sige den slags. Men han havde jo ret. Vi er blevet forvænte med at skulle højere, længere og vildere ud for at få mættet vores nysgerrighed. Når eventyret og overraskelserne i virkeligheden ligger lige foran os. Og i personen overfor os i bus nummer 183.

Hvis bare vi altså er nysgerrige nok.

Der er eventyr og overraskelser overalt. Tag nu bare de to pensionister en gråvejrsdag på en torsdag i Tisvilde. Poul og Jytte. De er ude at flyve med drage. Pensionister, der er ude at lege. Det er danskere, der lever eventyret.

Sådan nogle bliver man da lidt nysgerrig på.

Er der ting i din hverdag, eller lige foran dig, som du glemmer at være nysgerrig overfor?

Smart conversation: Jelly Helm

Virkelig inspirerende møde i dag med den tidligere kreative direktør for reklamebureauet Wieden + Kennedy, Jelly Helm.

Jelly har ledet W+Ks kontor i Amsterdam, været på The Martin Agency og indtil for 9 måneder siden altså kreativ direktør på W+Ks hovedsæde her i Portland, indtil han sagde op for at tage sig et års sabbatical. Det har han gjort nogle gange før.

Som Jelly selv siger, har han en uovertruffen evne til at foretage de værste karrierebeslutninger – som alligevel ender med at katapultere ham positivt fremad. Sikkert fordi han følger sit hjerte, og ikke en karriereplan. Det var der mange, der kunne lære af.

I dag sidder Jelly på et lejet kontor, 3. sal på Couch Street i Portlands Chinatown. Og hvad er én af de første ting, han siger til mig, da vi starter vores snak? 

– I’m so not interested in sustainability. For pokker, tænker man, her er én som enten er kontrær eller allerhelvedes foran.

Jelly Helm er heldigvis det sidste.

– I don’t give a shit that my grandchildren will buy sustainable sofas 50 years from now. Sustainable sofas are still things. Do we want to be a culture of things?

Jelly Helm er typen, som ser to spadestik dybere end de fleste.

Efter halvanden times givende og inspirerende snak går jeg ud i varmen med et snurrende hoved og en masse stimulerende tanker om fremtiden.

Om at reklamebureauer af i dag får det overordentligt svært. Fordi de fleste fortsætter med at danse om guldkalven, mens de også vil hjælpe med at redde verden på samme tid. ”You can’t hang on and let go at the same time”.   

Om at de spændende, fremsynede virksomheder af i dag har organisationsformer, der minder om terroristgruppers opbygning (flad struktur, stor risikovillighed, opererer i individuelle teams, brænder ultra stærkt for deres projekt, osv osv).

Om at næste trin på den kulturelle udvikling efter sustainability-bølgen bliver harmonizing (tænk Barack Obama).

Og jeg skriver mig bag øret, at jeg skal læse op på Ken Wilber, den amerikanske filosof, der med sit ambitiøse forsøg på at syntetisere alverdens teorier (fra neurovidenskab til mysticisme) er harmoniseringstankegangens Big Daddy.

Hvornår har du oplevet din sidste smart conversation? 

I hvis selskab var det? 

Og hvornår skal du mødes med den person igen? 

Dårlige ideer

Som barn undrede det mig, hvorfor vi ikke havde pedaler i byens busser, så passagerer kunne hjælpe med at drive bussen fremad. Det var faktisk en helt reel indsigt: Folk har brug for motion. Og bussers motorer forurener.

Hvorfor ikke løse to problemer med ét smæk?

Den slags naivt-logiske løsninger skal man ikke kimse af. Et team marketingstuderende fra Stockholm har netop vundet adskillige internationale priser for en idé om at indrette en fitnesskædes centre med strømgenererende fitnessmaskiner, så medlemmernes fysiske aktiviteter på løbebånd og romaskiner genererer energi, der kanaliseres tilbage og driver fitnesscenterets strømbehov.

Skøn idé. Selv om problemet løses endnu mere radikalt med pedaler i busserne... 

Og kan du li' den her slags ideer, er opfinderen, forfatteren, vittighedstegneren og byplanlæggeren Steven M. Johnsons naivt-logiske ”opfindelser” værd at se nærmere på. De virker klodsede og smådumme. Eller måske bare ironiske. Men årtier efter at Johnson satte blyanten til papiret, må vi tage os selv i at lede efter løsninger, som i deres grundidé minder forbløffende meget om de tanker, Johnson har haft med sine tegninger.

Jeg elsker den slags visionær naivisme. De fleste business-mindede personer hader den.

Hvad går du rundt med af tanker eller idéer, som du afskriver fordi de er for langt ude?

Kast et ekstra blik på dine dårlige idéer. Og giver du dem en chance, kan de blive trædestenene til dine allerbedste idéer.

Du er tungen på vægtskålen

"I have come to the frightening conclusion that I am the decisive element. It is my personal approach that creates the climate. It is my daily mood that makes the weather. I possess tremendous power to make life miserable or joyous. I can be a tool of torture or an instrument of inspiration, I can humiliate or humor, hurt or heal. In all situations, it is my response that decides whether a crisis is escalated or de-escalated, and a person is humanized or de-humanized. If we treat people as they are, we make them worse. If we treat people as they ought to be, we help them become what they are capable of becoming."

– Goethe

Den gode indsigt

Indsigt. Jeg kendte ikke begrebet før jeg stiftede bekendtskab med reklamebranchen. Men her er det et ekstremt vigtigt begreb. Indsigten er antagelsen forud for idégenereringen, fundamentet under den kreative idé. I litteratur ville man kalde det præmis'en, i dramaturgi temaet og i business strategien. 

Idéer er fantastiske. Men indsigter er næsten endnu bedre. Det er ren aha. Et spritnyt perspektiv på en gammelkendt situation. En god indsigt sætter så klar en aflevering indover i den kreative proces, at det kreative hold blot behøver sætte tåen på for at sende bolden i mål (hvis du ellers kan leve med min fodboldanalogi). 

Gode indsigter er guld værd. Se Zeus Jones' indlæg i forbindelse med Austins SXSW festival. Opgaven var at give bud på, hvordan Austin kunne blive endnu mere miljørigtig. 

De første 1.30 min er skoleeksemplet på en fantastisk indsigt.