Er du nysgerrig?

Dale Carnegie har sagt, at man kan få flere venner på to måneder ved at interessere sig for dem, end man kan på to år, hvis man forsøger at få dem til at interessere sig for én selv.

Man skal bare have været på et længere udenlandsophold for at have mærket det på egen krop.

Rejser man til et fremmed land – og ikke bare på ferie, men for at bosætte sig i en længere periode – så oplever man, hvor grænseløst ensom, man er til at starte med, og hvor energisk, man kan være i forsøget på at lære andre mennesker at kende. Man kan faktisk blive helt høj af, hvor hurtigt man kan skabe virkelig meningsfyldte og givende venskaber med folk, som man ikke anede eksisterede blot et par måneder tidligere. Det er afsindigt energigivende. Og noget af et wake-up call.

At være fremmed tvinger én ind i den opsøgende rolle. Vores problem i Danmark er måske, at vi for sjældent er den fremmede. Vi er alt for ofte på hjemmebane. Selv om vi bor i Aalborg og rejser en tur til Næstved, er vi ikke mere på udebane end at vi stadig kender det hele ret godt. Vejskiltene er ens. Navnene ligeså. Det hele er faktisk meget som i Aalborg, bortset fra at det er nogle andre ansigter. Vi er ikke tilstrækkeligt på fremmed mark. Og derfor er vi ikke tvunget til for alvor at kaste os ud i det opsøgende arbejde.

Det er ét problem. Et andet optræder mest blandt den del af befolkningen, som opfatter sig som opsøgende, nysgerrig og udadvendt. Problemet melder sig, når den slags rejser til udlandet. Her er man også blottet for nysgerrighed. Den lokale kultur, de lokale indbyggere og den lokale mad, åh jo, den er man ekstremt nysgerrig på. Men nysgerrigheden forsvinder som dug for en sydlandsk sol, når man hører andre mennesker i den lille sydlandske landsbygade, som også taler dansk. ’Danskere’ hvisker man og drejer instinktivt væk. For i snak med disse landsfæller oplever man intet nyt. De er jo bare som os selv.

Hvorfor sker det her? Hvorfor er vi hverken nysgerrige når vi er herhjemme eller når vi møder hinanden.

Jeg tror bedst jeg kan forklare det ved at pege på den enorme forskel i måden, amerikanere og danskere forholder sig til deres egne landsmænd. Amerikanere er vildt nysgerrige på hinanden. De spørger og fortæller og udveksler erfaringer. Og hvorfor? Fordi Nordamerika i langt overvejende grad er befolket af tilflyttere. Kontinentet er født med en pionérkultur, hvor man rejste ud og ikke kendte nogen, og derfor havde brug for at være opsøgende, åben og udadvendt.

I Danmark, derimod, er vi præget af de dybe historiske rødder, det giver at bo og leve i verdens ældste eksisterende monarki. Hvor vi er ens og hvor vi (langt hen ad vejen) derfor tror, at vi kender hinanden allerede. At vi er så ens, at vi ikke rummer overraskelser.

Sagen er bare, at det gør vi. Min morfar talte altid om, at det ikke var nødvendigt at rejse lange rejser til Thailand og Trinidad for at finde spændende ting at se på. Man kunne folde nysgerrigheden ud på en tur til Thisted. Når han kørte på ture igennem landet, kørte han altid ad landeveje i stedet for motorveje, fordi dér er der så meget mere spændende at se på. Dér bugter vejen sig og byder på eventyr.

Det lyder jo rigtig morfar-agtigt at sige den slags. Men han havde jo ret. Vi er blevet forvænte med at skulle højere, længere og vildere ud for at få mættet vores nysgerrighed. Når eventyret og overraskelserne i virkeligheden ligger lige foran os. Og i personen overfor os i bus nummer 183.

Hvis bare vi altså er nysgerrige nok.

Der er eventyr og overraskelser overalt. Tag nu bare de to pensionister en gråvejrsdag på en torsdag i Tisvilde. Poul og Jytte. De er ude at flyve med drage. Pensionister, der er ude at lege. Det er danskere, der lever eventyret.

Sådan nogle bliver man da lidt nysgerrig på.

Er der ting i din hverdag, eller lige foran dig, som du glemmer at være nysgerrig overfor?