onsdag den 29. juli 2009

Reduce, Reuse, Recycle

Cracked Pots-havenisser, af gamle tepotter. 

Klimaforandringerne og CO2-krisen skaber nye mantraer. Og tak for det. Kan man blive andet end træt af et helt årti, hvor folk var mest optagede af deres friværdi, og hvor bling bling var guds gave til menneskeheden? Dér kan man tale om fattigdom midt i en historisk periode af rigdom. 

I dag ser det helt anderledes ud. Genbrug er so last decade, for når man taler om forbrug, er det med den her på: Reduce, Reuse, Recycle. I dén rækkefølge. Tidens isme er Compostmodernism, og på designscenen giver man den gas for at trumfe tidens mantra. Redistribute – then reduce, reuse, and recycle, siger eksempelvis Allan Chochinov, chefredaktør for industriel design magasinet Core 77.

–Vi har allerede rigeligt af ressourcer i forbrugsstrømmen, så du behøver ikke designe noget helt nyt. Tag hvad vi allerede har og skab en ny anvendelse for det, siger han.

Det gør Cracked Pots, et kunstnerkollektiv i Portland, Oregon, der vil minimere mængden af affald ved at genbruge effekter, som ellers ender på lossepladsen. De laver kunst af det. Af en rive, der skulle smides ud. Af tallerkener, som har set bedre dage. Og af smadret glas.

Scrap Lab, en del af arkitekturskolen på Thailands Kasetart Universitet, har samme mission. De bruger overskudsmaterialer fra industrielle processer til at skabe nye produkter. Af plastic, træ, metal og tekstiler. Scrab Labs plan er at katalogisere og finde så mange anvendelsesmuligheder for overskudsmaterialer som muligt.

På hjemmefronten har familien og jeg lavet vores egen form for reduce. Vi home exchanger med en familie i Portland, Oregon. De bor i vores hus i Danmark, mens vi bor i deres hus her et par gader syd for Division Street i Portland.

Det giver mening på så mange fronter. Der er ikke to huse, som står tomme. Der er ikke to familier, som hver især må ud og leje bil og investere i hotelværelser. Og så får ferien så mange flere facetter af, at man bor blandt lokale i stedet for på et hotel i byens turistområde. I weekenden fyldte naboen Hugh 60 år. Der var fest, og hele nabolaget var med. Som Hugh og Colleens midlertidige naboer skulle vi selvfølgelig med, sagde Colleen.

Er det surt at skulle stramme bæltet ind? Overhovedet ikke. Begrænsninger ægger kreativiteten. Nye idéer og nye muligheder opstår. Det er faktisk skide sjovt.

Reduce, reuse og recycle! 

Er der steder, du er blevet nødt til at spænde bæltet ind – hvor du kan bruge indskrænkningen kreativt?

Se i din papirkurv. Er der ting, du smider ud, som kan genanvendes i nye former?

Ingen kommentarer: