Indforståethed er kun sjovt for dem, som er indforståede

Nudge nudge, blink blink, og hvis du ved hvad jeg mener. Personligt har jeg altid haft et anstrengt forhold til den ironi, som min generation har været storforbruger af. Den bringer dem, som allerede er med tættere på hinanden, mens udenforstående smides mere ud i kulden. Og det kan jeg ikke ha'. Jeg har en stærk trang til at alle skal være med.

[Personlig note: Jeg er notorisk dårlig til den hurtige kommentar, til at være vittig. Jeg overfortæller. Hvorfor? Måske fordi jeg vil have, at ALLE skal være med.]

Jeg har mest blik for det ekskluderende element af ironi og indforståethed. Men selvfølgelig rummer en ironisk eller indforstået kodning også en masse godt. Det er en måde at definere sig selv og den gruppe, man tilhører. At få sin egen samtaleform. Og så er det sjovt.

Her er en ret skarp beskrivelse:

Imagine a spectrum lying across the ways we communicate. One end represents being flippant, funny, referential, snarky, and concise—zingers and one-liners and sarcasm. The other end represents being earnest, thorough, measured, charitable, and serious. The difference between these things isn’t just formality, or good faith versus snideness; it’s the assumptions you’re making of the people you’re talking to. Flippancy works best for people who already agree with you in principle. Jokes and references have to be gotten; irony and sarcasm need to be picked up. They’re fun when they’re for you. The earnest, thorough stuff, on the other hand, has to waste its fun doing the boring work of reaching out to all possible listeners—explaining where it’s coming from, inserting caveats, acknowledging exceptions and counter-arguments, etc. It builds a case; flippancy gets to just dance entertainingly on a case. One is the way you talk to people who get you, the other is the way you explain yourself to people who don’t.

a grammer

Jeg mener stadig vi har et fundamentalt problem ved at cirkle omkring den form for kommunikation, vi selv får mest sjov og glæde ud af. For jeg mener stadig vi har et ansvar for at alle føler sig inkluderede. Især her i Danmark, hvor indforståetheden i mange år er noget, vi har kunnet tage for givet. Vi er alle ens. Vi er samme stamme.

Men det er ikke uden udfordringer. Det er derfor, danskere i internationale virksomheder taler dansk med hinanden, også selv om der sidder en udenlandsk kollega med til bords. Det er derfor, vi har det så svært med humor, når vi taler på tværs af kulturer og sprog. For så ryger de kulturelt definerede (læs: indforståede) referencer.

Men hvad mener du? Og er du fortrinsvis ekskluderende eller inkluderende, når du kommunikerer med andre? Og hvad siger det om dig? Hvis du ved, hvad jeg mener...